Det skal lige pointeres at dette ikke står i noget professionelt tidsskrift, men blot er en fan's forsøg på at give sin egen mening til kende i forhold til idolet, på en så neutral og professionelt klingende måde som muligt. Det nedenstående kan derfor være præget af at det er en fan's synspunkt der er gennemgående i teksten. 

"Brødrene Olsen er en duo indenfor dansk popmusik, der altid vil leve. Musikken er i god balance, hverken for meget af det ene eller det andet, sangene har et budskab og stemmernes indehavere, ikke til at tage fejl af. Den ene er blød, dyb og afrundet, den anden lys og med den karakteristiske gennemskærende Olsen-kant, som med vovet påstand, alle kender.

Brødrene selv er så meget nede på jorden, at selv mennesker fra de nederste samfundslag drømmer om at møde dem efter blot få minutter i deres nærvær og selskab. Denne jordnære, jævnbyrdige medmenneskelighed er medvirkende til at de to brødre fra Fyn, stadig er elsket af fans, hvert fald landet over, så længe efter den sejr de ærede Danmark med for 14 år siden (2000).

På trods af det billede der skabes i Danmarks Radio, især lydbilledet, er musik med kvalitet stadig eftertragtet i den danske befolkning. Musikken er enddog mere alsidig, end det lydbillede der skabes især på Københavns Radios afspillingslister. Fanskaren spænder stadig fra børn til ældre mennesker og selv op til i dag findes der mennesker som vil høre på de to fynske drenge og hvad der måtte være at berette fra deres hjerters inderste dyb.

Det er ønsket og forhåbningen at kærlighedens vingeslag fra folket og succeens bølge vil bære dem, lige til den dag det fra fødslens tid er bestemt for dem, at de skal stile træskoene, gå i graven og ende det jordiske liv. For den yngste, er ønsket dog udviddet til at den lidt mørkere del i hans fortid, ikke får nogen indflydelse til trods for de 10 år, der måtte være revet ud af hans hukommelse.
Fyn har givet os store danskere gennem nyere tid. H.C. Andersen, Ove Sprogøe og senest Brødrene Olsen"

Jeg blev fan af Brødrene Olsen, den magiske maj-aften i 2000, da de vandt det internationale Melodi Grand Prix og har mere eller mindre holdt fast ved dem lige siden.

Før 2000 anede jeg intet om dem overhovedet og for mig var Jørgen Olsen blot en lærers stemme på et kassettebånd med tre sange for en cykelhjelmskampagne tilbage i '91.
Først efter sejren fik jeg langsomt lært dem at kende gennem interviews, programdeltagelser og ikke mindst via deres musik.

Jeg kan allerede på nuværende tidspunkt remse en del koncerter op, jeg har været til, hvor de har optrådt. Og selvom jeg blot er en fattig fan, er det største stadig at komme til deres koncerter, når de står på scenen i mit nærområde. Men jeg har det samtidig også sådan; alt med måde. Jeg er fan, men synes også samtidig at der må være grænser for hvor vidt man kan drive det.

Brødrene har gennem deres musik over årene lært mig værdien og den sande kunst i det at skrive sange og komponere sin egen musik. Det handler om med musikken og sangene at give udtryk for sig selv og fortælle om det der rører sig allerinderst inde.
De seneste udgivelser som "songs", "more songs", "respect" og "brothers to brothers" kan have et udmærket koncept; aktiv musikhistorie for de yngre generationer kan være fint i nogen udstrækning, men på sigt kan det blive for ensformigt, når sange af andre store kunstnere bliver sunget på det ene album efter det andet. Det er af en vis kvalitet stadigvæk, synes jeg og man er ikke i tvivl om når det er Brødrene Olsen der synger dem. Nogen har dog givet udtryk for at de synes at de gode gamle sange ligefrem blev ødelagt, ved at blive nyindspillet, men jeg er ikke helt enig i det udsagn. Et eksempel, er sangen om Cecilia, oprindeligt med Simon and Garfunkel og på listen fra Brødrenes album "songs". Da jeg hørte originalen første gang, syntes jeg faktisk at den lød bedre med Brødrene Olsen, end den gjorde i sin oprindelige udgave. Jeg havde ikke hørt originalen, før "songs" kom på gaden og nogen vil måske sige; det er derfor. Men dette er mit synspunkt.

Det, at jeg til sidst fandt konceptet bag musikken for ensformig, gjorde at jeg slap dem lidt, for at sige det på den måde. Jeg har aldrig villet stille dem i noget dårligt lys, men en periode, gjorde det pludselig ikke noget, ikke at være med til en Olsen-koncert. Hvad var der egentlig at gå glip af?

I år (2014) rullede en ballade med Brødrene på den ene side og Danmarks Radio på den anden. Selvom jeg netop på grand prix-aftenen var ude at danse med folkedanserforeningens venskabsforening i Sverige, ville jeg nok alligevel, også selv hvis arrangementet ikke var faldet sammen med grand prix 'et, have undladt at se det. Jeg forstår godt Brødrenes frustration og forstår ikke hvad der sker for Danmarks Radio. Ok, der bliver taget i mod de nye 40-årige, men hvad så med dem der har været trofaste lyttere gennem flere år? Er det så bare kiksede forsøg, der skal krølles sammen og smides over skulderen i papirkurven?

Heldigvis er virkeligheds billedet et andet, end det billede der lydmæssigt bliver skabt i radioen og jeg håber virkelig og inderligt for Brødrene Olsen at det må fortsætte resten deres dage. Vi er vist en del mennesker derude, der kan være enige om, at de fortjener at folk stadig møder til deres koncerter rundt omkring.